Taliban indtager sjette provinshovedstad på få dage

Nogle af de internt fordrevne afghanere, der er flygtet fra kampe mellem Taliban og regeringsstyrker i Afghanistans nordlige provinser, har indtil videre slået sig ned i en park i hovedstaden Kabul med de ejendele, de har fået med sig. Foto: Rahmat Gul/Ritzau Scanpix

Regeringstro styrker trækker sig tilbage fra hovedstad i det nordlige Afghanistan. Titusinder er på flugt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Taliban har mandag taget kontrol med endnu en provinshovedstad, Aybak, i Afghanistan.

Det er den sjette provinshovedstad i den nordlige del af landet, der er faldet til den militante bevægelse siden fredag.

Tre medlemmer af provinsens politiske styre oplyser, at Taliban har taget kontrol med de vigtigste regeringskontorer i Aybak. Byen er hovedstad i Samangan-provinsen.

De styrker, der kæmper på den afghanske regerings side, er flygtet op i et bjergområde, oplyser provinspolitikerne.

En anden lokal politiker siger, at der er 300 soldater på vej fra regeringshæren. De skal forsøge at generobre kontrollen med byen og sende Taliban på porten.

Aybak har omkring 120.000 indbyggere.

Afghanistan har 34 provinser. De består af i alt 421 distrikter, hvoraf Taliban har indtaget over halvdelen.

Den militante gruppe har desuden omringet flere andre provinshovedstæder.

I den urolige Helmand-provins, hvor danske soldater tidligere var indsat, har der i de seneste dage været voldsomme kampe omkring provinshovedstaden, Lashkar Gah.

I løbet af det seneste døgn er mindst syv dræbte og næsten 100 sårede bragt til hospitaler i den sydlige del af provinsen. Det oplyser en kilde i sundhedsvæsnet.

Også i andre provinser er der mange civile ofre. Det fremgår af en opdatering fra FN's børnefond, Unicef, mandag.

I løbet af de seneste tre døgn er mindst 27 børn blevet dræbt i de tre provinser Kandahar, Paktia og Khost. Mindst 136 andre er såret, meddeler Unicef.

Kampene rundt om i Afghanistan har sendt et stort antal afghanere på flugt fra deres hjem.

Siden maj er omkring en kvart million mennesker blevet såkaldt internt fordrevne. Det vil sige, at de er flygtet til andre dele af Afghanistan, men altså stadig opholder sig inden for landets grænser.