Taliban-leder i dametøj dræbt

Nato-soldater og soldater fra den afghanske hær har dræbt en ledende Taliban-oprører, da han klædt i dametøj forsøgte at slippe væk.

Det oplyser den internationale styrke ISAF.

Soldaterne fandt Ghulam Sakhi fredag aften i en bygning i Logar-provinsen. Her blev alle kvinder og børn bedt om at forlade bygningen.

- Da de var på vej ud, kom Sakhi ud sammen med gruppen forklædt i en kvindes tøj. Han hev en pistol og en granat frem, og så skød på han på sikkerhedsstyrkerne, skriver ISAF i en pressemeddelelse.

- Da de afghanske og internationale styrker skød ham, tabte han granaten, og den detonerede, hvorved en kvinde og to børn blev såret, siger ISAF.

Sakhi er kendt under en række dæknavne. Han har deltaget i angreb på afghanske og udenlandske soldater, og han havde en række bortførelser på sin samvittighed.

/ritzau/AFP

En jaget Taliban-leder forsøgte at undslippe soldater ved at gemme sig i dametøj blandt en gruppe kvinder.

Offentliggjort Sidst opdateret