Taliban lover åbenhed: Ledere vil stå frem
BBC's Yalda Hakim siger, at det var "et chok" at se ansigtet på Talibans talsmand, som hun i et årti kun kendte på hans stemme.
Foto: Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Talibans medlemmer har fået ordre til ikke at fejre deres nylige overtagelse af kontrollen over Afghanistan.
De øverste ledere af Taliban i Afghanistan vil træde frem i offentligheden. Og de vil give sig til kende over for verden.
Det siger en talsmand for den militante islamistiske bevægelse.
- Langsomt og gradvist vil verden blive bekendt med alle vore ledere. Ledelsen vil ikke være omgærdet af hemmelighedsfuldhed, siger et højtstående medlem af militsen, som dog selv ønsker at være anonym.
Han tilføjer, at Talibans medlemmer har fået ordre til ikke at fejre deres nylige overtagelse af Kabul og stort set hele Afghanistan. Talsmanden pointerer, at civile har fået besked på at indlevere deres våben og ammunition.
Talibans øverste politiske ledere er vendt tilbage til Afghanistan fra Qatar. Der har mange af dem levet i eksil.
Taliban holdt tirsdag den første pressekonference - to dage efter at have taget magten i landet. Her lød det, at kvinder vil have frihedsrettigheder i henhold til islamisk sharialovgivning.
Talsmand Zabiullah Mujahid sagde, at Afghanistan ikke vil blive en base, hvorfra udenlandske grupper kan sprede international terrorisme. Samtidig erklærede Taliban en generel amnesti til alle, som har arbejdet for udenlandske magter.
Zabiullah Mujahid opererede selv i hemmelighed i en årrække og var kun kendt som en stemme i telefonen. Dette ændrede sig med den usædvanlige pressekonference tirsdag.
BBC's Yalda Hakim siger, at det var "et chok" at se ansigtet på den mand, som hun i et årti kun kendte på hans stemme.
- Dette er noget helt andet end de meddelelser, vi tidligere har modtaget. Nogle af de tidligere erklæringer, han kom med, fik en til at tænke, at denne mand var blodtørstig i forhold til amerikanere og til den tidligere afghanske regering. Nu siger han, at der ikke kommer nogen gengældelse eller nogle sanktioner, siger hun.
Talibans øverste leder siden 2016 er Mawlawi Haibatullah Akhundzada. Han er bevægelsens øverste autoritet i politiske, religiøse og militære spørgsmål.
Talibans anden topleder er Mullah Baradar, som var grundlægger af bevægelsen. Han er vokset op i Kandahar, der er arnestedet for Taliban.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned