Taliban-medstifter officielt løsladt i Pakistan
Den tidligere næstkommanderende for afghansk Taliban, Mullah Abdul Ghani Baradar, er nu officielt på fri fod igen, oplyser myndighederne i Pakistan.
- Ja, Baradar er blevet løsladt, siger Omar Hamid, der er talsmand for det pakistanske indenrigsministerium, til nyhedsbureauet AFP.
Mullah Abdul Ghani Baradar, der blev anholdt i 2010, har været medstifter af afghansk Taliban, og han har i en periode været de facto-leder af den islamistiske bevægelse i landet.
Løsladelsen sker efter et længerevarende pres fra USA og Afghanistan, da den tidligere næstkommanderende siden sin anholdelse har været betragtet som en central person i forhold til at sætte gang i fredsforhandlinger.
Det vides ikke, hvor Baradar præcist vil blive sendt hen nu.
Afghanistan er angiveligt interesseret i at få ham sendt hjem, men ifølge pakistanske kilder er det mere sandsynligt, at han vil blive sendt til et tredje land som Saudi-Arabien eller Tyrkiet som led i fredsprocessen.
Baradars løsladelse bringer antallet af Taliban-fanger løsladt af Pakistan siden sidste år op på 34.
I Afghanistan er man dog ikke så sikre på den officielle udmelding omkring Baradar.
Således siger Talibans talsmand i Afghanistan, Zabihullah Mujahid, at han ikke kan bekræfte løsladelsen.
- Vi har kun hørt via medier, at Mullah Abdul Ghani Baradar vil blive løsladt. Vi har endnu ikke modtaget nogen officiel bekræftelse af det, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned