Taliban skruer op for jerngrebet og pisker 19 personer
Medlemmer af Taliban ses her i august sidste år, da gruppen indtog den afghanske hovedstad, Kabul. Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Ti mænd og ni kvinder blev for omkring en uge siden straffet med 39 piskeslag hver i Afghanistan.
19 personer er angiveligt blevet straffet med 39 piskeslag hver i Afghanistan, hvor talibanbevægelsen regerer.
Det oplyser landets højesteret ifølge nyhedsbureauerne AP og dpa.
Der er tale om ti mænd og ni kvinder. De er blandt andet blevet straffet for at have sex uden for ægteskabet og for tyveri.
Det er ifølge AP første gang, at det offentligt bekræftes, at der udføres piskninger under Talibans styre. Gruppen har haft magten siden august 2021, hvor den indtog den afghanske hovedstad, Kabul.
Da gruppen senest kontrollerede landet i 1990'erne blev der udført offentlige henrettelser og steninger mod folk dømt for forbrydelser af Taliban.
Da de genvandt kontrollen var det med et løfte om et mere moderat styre og om eksempelvis at sikre kvinders rettigheder.
Det er dog endt med, at styret i vid udstrækning har begrænset rettigheder og friheder - blandt andet i forhold til pigers skolegang.
Torsdag meddelte en talsmand fra Taliban ifølge AP, at gruppen er fast besluttet på at gennemføre alle sharialove. Sharia er et islamisk retssystem, der blandt andet bygger på islams hellige bog, Koranen.
Det er ikke oplyst, hvem de 19 straffede personer præcis er. Det vides ikke, hvor de kommer fra, og hvad der skete med dem efter piskningen.
Taliban har ifølge AP haft svært ved at omstille sig fra et militant oprør sidste sommer til at sidde med regeringsmagten. Gruppen har blandt andet haft udfordringer med økonomien og med at opnå anerkendelse fra Vesten.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde