Taliban strammer grebet om Afghanistans nordlige provinser
En gruppe afghanske militsmedlemmer, der har været med til at forsvare Taloqan mod fremrykkende talibanere, på patrulje i juli tæt ved provinshovedstaden, som nu skal være faldet til Taliban. (Arkivfoto) Foto: Naseer Sadeq/Ritzau Scanpix
Naseer Sadeq/Ritzau Scanpix
Taliban har søndag indtaget tre provinshovedstæder - og fem siden fredag - i en hurtig offensiv i nord.
Taliban har indtaget endnu en provinshovedstad i det nordlige Afghanistan. Byen Taloqan, der er hovedstad i den nordlige provins Takhar, er faldet til den militante bevægelse.
Det oplyser embedsmænd, sikkerhedskilder og indbyggere i byen søndag aften lokal tid.
- Vi trak os tilbage fra byen i eftermiddag, efter at regeringen ikke formåede at sende hjælp, siger en unavngiven sikkerhedskilde.
- Byen er desværre helt i hænderne på Taliban, tilføjer kilden.
Regeringsstyrkerne lavede en retræte for at undgå civile tab og store ødelæggelser i byen, siger Rohullah Raufi, der er medlem af provinsrådet, til nyhedsbureauet dpa.
Han tilføjer, at regeringsstyrkerne nu har trukket sig tilbage til Farkhar-distriktet. Det ligger mindst 40 kilometer fra Taloqan.
Et øjenvidne i byen bekræfter, at sikkerhedsstyrker og embedsmænd er set forlade Taloqan i en kortege af køretøjer.
Tidligere søndag oplyste andre kilder til nyhedsbureauet Reuters, at Taloqan var under voldsomt pres. Civile flygtede fra kampe i byen, og Taliban havde indtaget nogle regeringsbygninger.
Det er den tredje provinshovedstad, Taliban har indtaget på en enkelt dag. I alt har den militante bevægelse sendt regeringsstyrker på flugt fra fem provinshovedstæder i løbet af weekenden.
Den hurtige offensiv ser ud til at have overrumplet regeringsstyrkerne.
De tre provinshovedstæder Kunduz, Sar-e-Pul og Taloqan, der alle ligger i det nordlige Afghanistan, faldt i løbet af få timer søndag. Det oplyser politikere, sikkerhedskilder og indbyggere i de tre byer.
I Kunduz beskriver en indbygger situationen som "totalt kaos".
Talibans erobring af Kunduz søndag betragtes som den vigtigste under gruppens igangværende offensiv. Der bor cirka 270.000 mennesker i byen.
Afghanistans forsvarsministerium meddeler, at regeringsstyrker nu kæmper for at genvinde kontrollen med vigtig infrastruktur.
- Specialstyrker har indledt en rydningsoperation. Nogle områder, herunder nationale radio- og tv-bygninger, er blevet ryddet for Taliban-terroristerne, skriver ministeriet i en meddelelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned