Taliban tager afstand fra blodbad foran afghansk bank
I 2011 tog Taliban skylden for angreb mod en anden bankfilial i Jalalabad, men denne gang fordømmes blodbad.
En selvmordsbomber udløste lørdag morgen et blodbad i en menneskemængde foran en bank i den afghanske by Jalalabad.
Taliban tager overraskende afstand fra angrebet, som Islamisk Stat hævder at stå bag.
33 er dræbt, oplyser chefen for sundhedsmyndighederne i provinsen Nangarhar, Najibullah Kamawal, til New York Times, som rapporterer fra byen.
Kamawal tilføjer, at flere end 100 personer er såret. Det franske nyhedsbureau AFP bekræfter disse dødstal.
Politiet har over for nyhedsbureauet Reuters opgivet dødstallet til 22 personer.
Den kraftfulde eksplosion var en af tre, som blev hørt kort efter hinanden i den østlige del af byen omkring klokken otte lørdag morgen.
En talsmand for Taliban i det østlige Afghanistan, Zabiullah Mujahid, tager afstand fra angrebet.
På tre forskellige sprog skriver han på Twitter, at Taliban fordømmer angrebet, og gruppen afviser at stå bag.
Islamisk Stat har senere taget skylden for angrebet, fortæller den afghanske præsident, Ashraf Ghani.
Det bekræfter en talsmand for den ekstremistiske gruppe over for det franske nyhedsbureau AFP.
I 2011 tog Taliban skylden for et angreb mod en anden filial af samme bank, Kabul Bank, i Jalalabad. Dengang blev 38 kunder dræbt.
Mange afghanere har for vane at hæve deres løn, når den bliver overført.
Det er kun godt en uge siden, at Jalalabad blev ramt af et andet blodigt angreb, da en åben varebil påkørte en vejsidebombe, og adskillige civile, der befandt sig i bilen, blev dræbt.
I begyndelsen af april har Taliban for vane at indlede sin forårsoffensiv mod de udenlandske styrker i landet og de institutioner, der repræsenterer centralmagten i Kabul.
Offensiven er blevet optrappet, efter at USA i sidste måned meddelte, at man vil udsætte tilbagetrækningen for en del af de amerikanske soldater i Afghanistan.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde