Taliban tager militærhund som krigsfange
Taliban-bevægelsen i Afghanistan påstår at have fået fat i en hund, der menes at tilhøre det britiske militær.
Taliban har offentliggjort en video med den usædvanlige "krigsfange", rapporterer BBC.
Hunden, der angiveligt hedder "Colonel" (oberst, red.), faldt i fjendens hænder under kampe mellem Taliban og amerikanske tropper i december, hævder Taliban i videoen.
- Vi kan bekræfte, at en militærhund forsvandt under en mission i december 2013, hedder det i en meddelelse fra den amerikansk-ledede koalitionsstyrke, International Security Assistance Force, Isaf.
Den lille rødbrune hund virker en smule vemodig på optagelserne, hvor den bliver holdt i snor af en langhåret Taliban-kriger. Oprørerne fremviser også våben af en type, der ofte anvendes af amerikanske specialstyrker.
For et par uger siden var der lokale rygter om, at et ledende medlem af Taliban i området var set med en "udenlandsk" hund, oplyser BBC's korrespondent i Kabul.
Koalitionsstyrkerne har længe brugt vagt- og sporhunde i Afghanistan. Hovedsageligt af racerne schæfer, labrador og spaniel.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker