Taliban-talsmand afviser forhandlinger med USA
Talibanleder hævder at skulle forhandle fred med USA, men både amerikanerne og Taliban-talsmand afviser.
Taliban i Afghanistan har ingen planer om at forhandle fred med hverken amerikanerne eller andre.
Det siger bevægelsens centrale talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi har ingen planer om forhandlinger med nogen i Qatar, siger talsmanden, Zabihullah Mujahid, i en udtalelse.
Tidligere havde militante ledere ellers oplyst, at fredsforhandlingerne ville blive genoptaget inden for de kommende uger.
- Den første runde finder sted i dag i Qatar, og der vil følge endnu en runde fredag. Lad os se, hvad der sker, da tidligere møder ikke har givet noget resultat, sagde et ledende medlem af Taliban i Afghanistan tidligere torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det Hvide Hus afviste imidlertid oplysningerne om et fredsmøde med Taliban i Qatar torsdag. Meldingerne er "ikke sande", sagde en talskvinde.
Højtstående pakistanske militærkilder og diplomatiske kilder siger, at ledelsen i afghansk Taliban har signaleret over for Pakistan, at den islamistiske gruppe er klar til fredsforhandlinger.
Pakistan havde imidlertid heller ikke fået meldinger om, at et møde skulle finde sted allerede torsdag. Pakistanerne nævner derimod marts som en mulighed.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har siden sin magtovertagelse sidste år forsøgt at vinde støtte fra Pakistan og Kina til at få Taliban til forhandlingsbordet.
Bestræbelserne har været ekstra presserende, efter at den internationale Isaf-koalition forlod Afghanistan ved årsskiftet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned