Taliban truer med at halshugge soldater

- Det islamiske emirat advarer endnu en gang de amerikanske dyr om, at mujahedinerne vil hævne sig på dem og med hjælp fra Allah vil dræbe og halshugge jeres sadistiske, morderiske soldater, siger en talsmand for Taliban i en meddelelse.

Få timer efter, at advarslen var udsendt, blev en afghansk regeringsdelegation beskudt, da den besøgte den landsby, hvor drabene fandt sted.

En soldat blev dræbt og en politimand såret, men ellers slap delegationen - der også talte to af præsident Hamid Karzais brødre - uskadt fra angrebet, oplyser journalister på stedet.

Samtidig gik omkring 2000 universitetsstuderende tirsdag på gaden i den østafghanske by Jalalabad for at protestere mod den amerikanske sergents bersærkergang.

Med slagord som "Død over USA, død over Obama" forlanger demonstranterne, at soldaten bliver stillet for retten i Afghanistan.

De kræver desuden, at præsident Karzai afviser at underskrive en aftale om, at amerikanske rådgivere og muligvis også specialstyrker kan blive i Afghanistan efter 2014, hvor kamptropperne efter planen skal trækkes ud.

- Jihad (hellig krig) er den eneste måde at få de invaderende amerikanere ud af Afghanistan, lyder teksten på et banner.

Den amerikanske ambassade i Afghanistan har advaret sine statsborgere om, at der kan komme voldelige protester efter søndagens skyderi.

Den sergent, der stod bag søndagens massakre, er anholdt. Han menes at have forladt sin militærbase natten til søndag, hvorpå han gik til en landsby og dræbte de 16 afghanere, der overvejende var kvinder og børn.

Flere amerikanske medier skriver, at den pågældende soldat har pådraget sig en hjerneskade under sin tid i Irak, hvor han var udsendt til, før han kom til Afghanistan.

Soldaten risikerer dødsstraf for at have udført massakren, siger den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta.

/ritzau/Reuters

Taliban-bevægelsen i Afghanistan truer med at halshugge amerikanske soldater som hævn for, at en amerikansk sergent søndag gik amok og dræbte 16 civile i Kandahar-provinsen.

Offentliggjort Sidst opdateret