En topleder fra Taliban, som i sidste uge blev såret under en militær operation og anholdt, døde søndag af sine kvæstelser. Det oplyser det pakistanske militær.
Sher Mohammad Qasab, der er blevet kaldt "leder af Talibans halshugnings-eskadron" af pakistanske medier, var blandt de 15 mest eftersøgte kommandanter fra den fundamentalistiske milits. Der var udlovet en dusør på ham på omkring 600.000 kroner.
Under den militære operation i Charbagh i det bjergrige nordvestlige Pakistan, hvor tre af hans sønner blev dræbt, blev Sher Mohammad Qasab ramt af adskillige skud. En militær talsmand siger, at Qasab personligt halshuggede soldater og satte ild til snesevis af pigeskoler forskellige steder i Swat.
Regeringen mistede kontrollen over Swat, efter at den radikale præst Maulana Fazlullah i juli 2007 fik tusindvis af tilhængere til at gå med ham i et oprør, hvor modstandere blev halshugget, hvor skoler blev nedbrændt, og hvor islamisk lov blev håndhævet meget strengt.
Det pakistanske militær har nedkæmpet oprørerne mange steder i regionen, og to millioner fordrevne er blevet rådet til at vende hjem. Ifølge FN er dette sket for langt størstedelen af flygtningene (1,65 millioner). Men volden ulmer endnu, og der er frygt for, at Taliban omrokerer sig i bjergene, efter at omkring 2000 militante er blevet dræbt under en regeringsoffensiv. Offensiven blev indledt, da de militante forlod Swat og nærmede sig hovedstaden Islamabad i april.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker