Talibans leder formodes dræbt i amerikansk droneangreb
Ifølge Pentagon har USA angiveligt fået ram på Talibans leder, Mullah Mohammed Mansour Akhtar.
Talibans leder, Mullah Mohammed Mansour Akhtar, formodes at være blevet dræbt sammen med et andet medlem af Taliban i et amerikansk droneangreb i et fjerntliggende område af Pakistan langs grænsen til Afghanistan.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, der bruger udtrykket "sandsynligvis dræbt" om Mansours skæbne efter lørdagens angreb. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge en amerikansk embedsmand, der taler på betingelse af anonymitet, var angrebet på forhånd blevet godkendt af præsident Barack Obama.
- Mansour var målet og blev sandsynligvis dræbt, siger embedsmanden.
Pentagon oplyser videre, at det amerikanske militær gennemførte angrebet mod Mullah Mohammed Mansour Akhtar, da han sammen med et andet medlem af Taliban kom kørende i en bil sydvest for byen Ahmad Wal.
Ingen civile blev dræbt i angrebet, lyder det fra Pentagon.
- Vi er fortsat ved at vurdere resultaterne af angrebet og vil komme med flere oplysninger, når de bliver tilgængelige, udtaler Pentagon-talsmand Peter Cook i en erklæring, skriver Reuters.
Peter Cook forklarer ifølge CNN, at Mansour har været aktivt involveret i planlægningen af angreb mod faciliteter i Kabul og på tværs af Afghanistan.
- Han udgør en trussel mod afghanske civile og sikkerhedsstyrker samt mod vores ansatte og koalitionspartnere, siger Cook ifølge CNN.
- Mansour har været en hindring for fred og forsoning mellem den afghanske regering og Taliban og forbudt Taliban-ledere at deltage i forhandlinger, som kunne føre til en afslutning på konflikten.
Mullah Mohammed Mansour Akhtar blev udpeget til leder af Taliban i 2015, efter at bevægelsens grundlægger, Mullah Omar, blev dræbt.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned