EU's finansministre holder stadig pengepungen lukket, når det gælder økonomisk støtte til at bekæmpe klimaforandringer i udviklingslandene.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) slår fast, at alle beløb er luget ud af den ønskeseddel, som EU-landene har til det kommende klimatopmøde i København.
- Vi har haft en vanskelig debat. Man kan kun bruge ordet skuffelse, når det handler om at få sat tal på udspillene. Det var der stor uvillighed omkring, selv om det efter min opfattelse var meget vigtigt, siger han efter timelange forhandlinger med sine europæiske kolleger i Luxembourg.
Finansministrene nåede heller ikke til enighed om den centrale byrdefordeling, der afgør, hvor meget CO2 hvert enkelt land skal reducere sine udledninger med.
EU-Kommissionen har tidligere meldt ud, at de 27 EU-lande er parate til årligt at hjælpe udviklingslandene med op mod 112 milliarder kroner fra 2020. Men en række medlemslande har siden presset på for helt at fjerne alle tal fra udspillet, så længe ingen andre lande har annonceret, hvor mange penge de vil bidrage med.
Det er ofte taktiske årsager, der blokerer for de konkrete udspil, og Claus Hjort Frederiksen mener derfor ikke, at løbet er kørt endnu.
- EU-blokken ligger fortsat i front, når vi sammenligner os med de øvrige lande. Det kan stadig nås, siger han.
Miljøorganisationen Greenpeace mener dog, at EU's manglende vilje til at gå forrest er en falliterklæring.
- Økonomi- og finansministrenes vage tilsagn leverer intet i forhold til deres forpligtigelser. Det er tydeligt, at EU ikke længere er en progressiv kraft i klimaforhandlingerne, siger klimamedarbejder Jon Burgwald i en pressemeddelelse.
Det er nu op til EU-landenes stats- og regeringschefer at forhandle et økonomisk udspil på plads, når de samles til topmøde i Bruxelles i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker