Tanzanias præsident Magufuli er død efter ugers fravær
Tanzanias præsident, John Magufuli, er onsdag død i en alder af 61 år. Ifølge landets vicepræsident døde han af hjertesygdom. Men rygterne har svirret om, at coronaskeptikeren var blevet smittet med virusset og var indlagt på en intensivafdeling i nabolandet Kenya. (Arkivfoto) Foto: Str./Ritzau Scanpix
Str./Ritzau Scanpix
Efter spekulationer om præsident Magufulis helbred meddeler Tanzanias vicepræsident onsdag, at han er død.
Tanzanias præsident, John Magufuli, er død. Det meddeler landets vicepræsident onsdag aften på statsligt tv.
- Det er med stor sorg, at jeg meddeler, at i dag den 17. marts 2021 klokken 18 mistede vi vores tapre leder, John Pombe Magufuli, siger vicepræsidenten, Samia Sulhu Hassan.
Hun tilføjer, at Magufuli døde af en hjertelidelse. Han var ifølge vicepræsidenten indlagt på et hospital i Tanzanias hovedstad, Dar-es-Salaam.
Magufuli har været Tanzanias præsident siden 2015. Han har ført landet i en langt mere autoritær retning, siden han tiltrådte. Journalister, aktivister og kritikere af hans styre er blevet anholdt.
I de seneste uger har der været spekulationer om den 61-årige Magufulis helbred. Han er ikke blevet set offentligt siden 27. februar.
Rygter har svirret over hele Østafrika om, at han skulle være indlagt på et privathospital i nabolandet Kenya med covid-19. Angiveligt lå Magufuli i respirator på en intensivafdeling.
De oplysninger har Tanzanias vicepræsident afvist.
Regeringen hævdede for få dage siden, at præsidenten havde det fint, og at han havde travlt med sit arbejde. Den bad tanzanianerne om at ignorere rygter fra udlandet.
Siden sidste uge har politi i landet anholdt mindst fire mennesker i Tanzania for at have spredt falske rygter om præsidentens tilstand.
John Magufuli har markeret sig som en af Afrikas mest hårdnakkede skeptikere, når det gælder coronavirus.
Han har kraftigt kritiseret tiltag, der har til formål at begrænse smitten, og han nægtede at indføre den form for tiltag, som man har set i andre lande. Det skabte stor frustration i Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Den nu afdøde præsident har også hævdet, at coronavirus bedst kunne bekæmpes med bøn, og han har sagt, at Gud har forskånet Tanzania for virusset.
Magufuli har desuden betegnet coronavaccinerne som en vestlig konspiration.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker