Egyptisk politi affyrede natten til onsdag tåregas for at sprede de demonstranter, der havde samlet sig i hovedstaden, Kairo.
De sporadiske, natlige demonstrationer var kulminationen på en lang dag med hidtil usete protester mod den egyptiske præsident, Hosni Mubarak.
Tirsdag blev en politimand og to demonstranter dræbt i sammenstød under de protester, der udviklede sig i flere egyptiske byer.
Tidligt på natten havde tusinder af personer samlet sig på Tahrir-pladsen i Kairo, hvor de råbte, at de ville blive, til regeringen går af.
- Ned, ned med Mubarak, råbte demonstranterne, mens de flygtede ned ad sidegader, efterhånden som politiet affyrede tåregas mod dem og med vandkanoner spulede Tahrir-pladsen fri for demonstranter.
Demonstranterne er vrede over den udbredte fattigdom i landet og undertrykkelse fra regeringens side.
De menes at have fået blod på tanden efter at have fulgt begivenhederne i Tunesien, hvor store folkelige protester i sidste måned sendte landets præsident gennem 23 år på flugt ud af landet.
Ud på morgenen lød meldingen, at alt var roligt på Tahrir-pladsen, hvor gadefejere under politibeskyttelse var i færd med at fjerne sten og affald.
Via internettet er der varslet nye protester i løbet af onsdagen, mens sikkerhedspolitiet siger, at de ikke vil lade demonstranterne samles.
Samtidig opfordrer USA den egyptiske regering til at lytte til folkets krav.
- Den egyptiske regering har en vigtig lejlighed til at vise lydhørhed over for det egyptiske folks ønsker og gennemføre politiske, økonomiske og sociale reformer, der kan forbedre deres liv og hjælpe Egypten til fremgang, lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker