Tåregassen driver på Taksimpladsen

Uropoliti er tirsdag morgen rykket ind på Taksimpladsen i Istanbul i Tyrkiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er hundredvis af betjente, der blandt andet bruger tåregas mod de aktivister, som fortsat er på pladsen.

Vidner siger til nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er særlig mange aktivister på pladsen. Urobetjentene er iklædt hjelm og skjolde og kom til stedet ledsaget af pansrede køretøjer.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at betjentene gik i gang med at fjerne barrikader på pladsen, hvor mange aktivister har slået sig ned og overnattet under de seneste 12 dage, hvor der er blevet protesteret.

Politiet fjernede bannere, der har hængt på bygninger ved pladsen.

- Vort mål er at fjerne tegn og billeder på Ataturk-statuen og på Kulturcentret Ataturk. Vi har ikke andet mål, skriver Istanbuls guvernør, Avni Mutlu, på Twitter.

- Gezi Park og Taksim bliver ikke rørt, tilføjer han.

Taksimpladsen ligger op til Gezi Park, hvor myndighederne har bebudet, at der skal opføres bygninger, muligvis et indkøbscenter.

Det var det projekt, som udløste demonstrationerne mod regeringen og specielt premierminister Tayyip Erdogan for halvanden uge siden.

Under optøjerne, der har bredt sig fra Taksimpladsen til andre byer, herunder hovedstaden Ankara, er tre mennesker blevet dræbt og omkring 5000 såret.

Politiet rykkede ind på pladsen dagen før, som Erdogan ellers skal mødes med nogle af aktivisternes ledere for at drøfte situationen.

I hvert fald sagde vicepremierminister Bulent Arinc mandag, at ledere af Gezipark Platform, en aktivistgruppe, havde bedt om et møde med Erdogan, der har fundet plads i sin kalender onsdag.

/ritzau/Reuters