Tass: 2,7 millioner ukrainere vil evakueres til Rusland
En kvinde beser skaderne efter et angreb i den ukrainske havneby Mariupol, der i mange dage har været omringet af russiske styrker. Ifølge nyhedsbureauet Tass er det ukrainske nationalister i byer som Mariupol, der forhindrer folk i at blive evakueret. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
Putin-medie siger, at ukrainske nationalister spærrer ukrainere inde i byer, og de planlægger kemiske angreb.
Over 2,7 millioner ukrainere har anmodet Rusland om at blive evakueret fra Ukraine.
Det er en af de historier, som det russiske nyhedsbureau Tass kan berette om lørdag aften fra krigen i Ukraine. Tass er et talerør for præsident Vladimir Putins regime.
- Ifølge resultaterne fra den daglige registrering, så har der alene i dag været 7233 anmodninger. I vores database er der nu 2.711.319 navne og adresser fra 2093 boligområder i Ukraine, siger lederen for Ruslands forsvarsstyrelse, Mikhail Mizintsev.
Tass skriver, at de fleste af de godt 2,7 millioner mennesker "med magt tilbageholdes af radikale elementer i ukrainske byer".
Det russiske medie kan også fortælle, at Rusland lørdag har åbnet 10 humanitære korridorer i byerne Kyiv, Mariupol, Tjernigov, Sumy og Kharkiv.
Men den ukrainske side har kun indvilget i tre af dem ifølge den russiske forsvarsstyrelse.
Ifølge Mizintsev overholder de russiske styrker nøje de våbenhviler, der er erklæret langs de evakueringsruter, som Ukraines regering har bedt om. Det er for at sikre, "sikkerheden for civile, der holdes tilbage af nationalister i de blokerede byer".
Tass bruger som de øvrige statsmedier i Rusland ikke udtrykket "krig" om invasionen i Ukraine. Det er forbudt at kalde den andet end en "særlig militær operation".
Tass kredser meget om udtrykket "nationalister" i forbindelse med krigen. Putin har tidligere begrundet krigen med, at man vil fordrive "nazister" i Ukraine.
Bureauet skriver lørdag aften, at nationalister planlægger kemiske angreb i flere ukrainske regioner.
- Nationalister har placeret miner i ammoniak- og klorinlagre ved det kemiske værk Sumykhimprom i Sumy. Det er for at kunne forgifte beboerne i Sumy-regionen i tilfælde af, at russiske styrker kommer ind i byen. Det siger chefen for den russiske forsvarsstyrelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker