Tchad trækker tropper ud af centralafrikansk republik
Tchad har trukket alle sine tropper ud af Den Centralafrikanske Republik i kølvandet på FN-beskyldninger om, at soldaterne stod bag et uprovokeret angreb i hovedstaden Bangui i marts.
- Den sidste soldat krydsede grænsen 13. april, siger Souleyman Adam, som er chef for Tchad-styrken i den fredsbevarende afrikanske styrke Misca, under en ceremoni i byen Sarh.
Tchads præsident, Idriss Deby Itno, beordrede tilbagetrækningen, efter at FN beskyldte tchaderne for at have åbnet ild på en fyldt markedsplads i Bangui 29. marts i år.
Mindst 30 personer blev dræbt under angrebet.
Ifølge en undersøgelse fra FN's menneskerettighedskommission skød soldaterne fra Tchad "uden nogen forudgående provokation".
I alt er 833 soldater fra Tchad vendt hjem efter en mission i nabolandet, hvor 15 tchadiske soldater er blevet dræbt.
FN's Sikkerhedsråd besluttede i sidste uge at sende en fredsbevarende styrke til Den Centralafrikanske Republik i et forsøg på at bryde den blodige konflikt mellem kristne og muslimer.
Aftalen blev vedtaget enstemmigt af de 15 lande i rådet, som har besluttet, at styrken bliver på 10.000 soldater og 1800 politibetjente.
Verdensorganisationen har tidligere sagt, at der er fare for folkedrab i det afrikanske land.
Danmark bidrager med et transportfly, som FN har efterspurgt.
Den lille fattige republik har periodevis været plaget af vold og politisk ustabilitet, siden landet blev selvstændigt fra Frankrig i 1960.
Volden eskalerede efter marts 2013, da den muslimske Seleka-oprørsgruppe væltede daværende præsident Francois Bozize.
Seleka trak sig siden tilbage, og både den kristne gruppe og den muslimske gruppe har stået bag forbrydelser.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde