Teenagepigen Zarin blev solgt til sex og tvang af sin mor og far
Zarin blev solgt til menneskehandel af sin mor og far som 16-årig. Her blev hun slået og udsat for gruppevoldtægter. 50.000 piger er meldt savnet i Vestbengal i Indien, hvor Zarin kommer fra. Flere af dem antages at være ofre for menneskehandel ligesom Zarin. (Arkivfoto). Foto: Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
Zarin blev solgt til menneskehandel som 16-årig. Hun er en del af en statistik, der tyder på, at tusindvis bliver ofre for tvangs- og sexarbejde i Indien.
I fangenskab blev hun ofte bedøvet af stoffer i sin mad. En dag undlod hun at spise.
Og her gik det op for hende, at hun blev udsat for voldtægt.
- Jeg lod som om, jeg var bevidstløs. Så kom der tre eller fire mænd ind i rummet.
- Det var her, jeg forstod, hvad de gjorde ved mig.
Det lykkedes hende senere at flygte.
Menneskehandel er et stort problem i Indien, og det har det været i årtier.
Tal fra den indiske regering fra 2017 viser, at knap 20.000 kvinder og børn blev ofre for menneskehandel i Indien i 2016.
Titusindvis af børn og kvinder anslås af blive solgt til menneskehandel i verdens mest befolkede land, Indien. De bliver ofre for tvangsarbejde og tvungen prostitution. Zarin blev udsat for gruppevoldtægter og slag, efter at hun blev solgt af sin mor og far. (Arkivfoto). Foto: Dibyangshu Sarkar/Ritzau Scanpix
Ifølge de seneste data fra landets indenrigsministerium blev der imidlertid i 2022 "kun" registreret 2250 tilfælde, skriver AFP.
Annonce
Men meget tyder på, at der er et kæmpe mørketal.
Pallabi Ghosh har stiftet organisationen "Impact and Dialogue Foundation", der arbejder med at rehabilitere ofrene i Indien.
Hun siger, at det er familierne, der er skyld i mørketallet. Hvis pigen reddes, ønsker de ikke at forfølge sagen.
Rapporter fra det amerikanske udenrigsministerium har hvert år siden 2015 konstateret, at staten Indien ikke lever op til minimumsstandarderne for at afskaffe menneskehandel fuldstændigt.
Heraf fremgår det, at eksperter vurderer, at menneskehandlerne "udnytter millioner af mennesker til kommerciel sex i Indien".
I rapporterne lægges der dog vægt på, at Indien har gjort "en stor indsats" for at bekæmpe den ulovlige forretning.
Mange af de kvinder og piger, der ender som ofre, bliver lokket med falske løfter om arbejde, skriver AFP.
Nogle fanges desuden i falske ægteskaber, hvor familierne har forsøgt at gifte pigen til en bedre og ofte mere økonomisk stabil fremtid.
Pinaki Sinha er en del af anti-trafficking-organisationen Sanlaap.
Ifølge hende er det den enorme fattigdom, der driver menneskehandlen i landet.
Annonce
En rapport fra FN's udviklingsprogram, UNDP, og det britiske forskningscenter Ophi er inde på det samme.
FN kortlagde i oktober, at mere end en milliard mennesker i verden lever i akut fattigdom.
Og Indien er det land, hvor det står værst til.
234 millioner ud af befolkningens i alt 1,4 milliarder mennesker lever i ekstrem fattigdom.
Sanlaap ligger i Kolkata, der er Vestbengals hovedstad.
I byen foregår der ofte handel med ofrene, hvor de bliver solgt videre, skriver AFP.
Zarin blev også solgt videre.
Hun kostede 3500 dollar, altså lidt mere end 24.000 kroner, fortæller hun til bureauet.
/ritzau/
Registrerede trafficking-tilfælde i Indien
Det amerikanske udenrigsministerium udarbejder hvert år en rapport over trafficking af mennesker i alle verdens lande.
I rapporten om Indien fra 2024 estimeres det på baggrund af ekspertvurderinger, at der er millioner af kvinder og børn, der udsættes for menneskehandel.
Men tallet er betydeligt lavere, hvis man ser på de tal, som det indiske indenrigsministerium leverer til rapporten.
Se tallene for registrerede tilfælde af menneskehandel fra 2014 til 2022:
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker