Tegn på klart ja til Egyptens omstridte forfatning

Det bliver et ja til Egyptens kontroversielle forfatning ifølge de første tidlige meldinger fra Egypten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire millioner stemmer er talt op, og ifølge Det Muslimske Broderskab har 74 procent af vælgerne sagt god for forfatningen.

I alt var 51 millioner egyptere berettigede til at deltage i lørdagens afstemning, der er anden runde i afstemningen om det islamistisk prægede forfatningsudkast.

Afstemningen lørdag foregik i 17 ud af Egyptens 27 provinser. I de 10 øvrige provinser blev der stemt for en uge siden. Her blåstemplede 57 procent af vælgerne den nye forfatning ifølge uofficielle opgørelser.

Ja-siden ventes at få endnu større opbakning i lørdagens anden runde, da der især stemmes i konservative provinser på landet, som de seneste uger har været hærget af voldsomme sammenstød mellem modstandere og tilhængere af forfatningen.

Valglokalerne i Egypten måtte holde længere åbent, fordi rigtig mange var mødt op for at sætte deres kryds.

Valgkommissionen meddelte lørdag ifølge egyptisk stats-tv, at egypterne ville få fire timer ekstra at stemme i, så valglokalerne først lukkede klokken 23 lokal tid i stedet for klokken 19 (klokken 18 dansk tid, red.).

Også ved den første valgrunde blev selve valghandlingen udvidet på grund af stort pres ved valglokalerne.

Teksten til forfatningen er udarbejdet af et udvalg, der er domineret af islamister, og den kritiseres endda af islamistisk orienterede jurister.

Oppositionen klager over, at afstemningen om den ny forfatning presses igennem af den islamistiske præsident Mohamed Mursi, som omvendt argumenterer for, at det var nødvendigt at få forfatningen på plads for at sikre stabilitet.

Mursi har insisteret på en hurtig godkendelse trods voldsomme gadeprotester, boykot fra mange dommeres side og massiv kritik fra liberale, kristne, venstreorienterede og flere andre.

/ritzau/Reuters