Tekstilfabrikker genåbnes i Bangladesh
Tekstilfabrikkerne i Bangladesh har genoptaget arbejdet efter sammenstyrtningskatastrofen i en fabriksbygning, som formentligt har kostet over 500 menneskeliv, mens 2000 ligger kvæstet.
Der er ikke meldt om vold eller protester ved genåbningen af de mange overfyldte fabrikker, hvor arbejdsforholdene er blevet voldsomt kritiseret.
Bangladesh har omkring 4500 tekstilfabrikker, som tilsammen beskæftiger tre millioner mennesker. Mange af dem producerer tøj til vestlige tøjkæder som Hennes & Mauritz og det amerikanske Walmart.
- Alle fabrikkerne har genåbnet torsdag, og arbejderne er mødt op for at arbejde, siger Shahidullah Azim fra forbundet af konfektionsfabrikker i Bangladesh.
De seneste dage er forholdene i tekstilindustrien blevet stærkt kritiseret, og EU siger, at man overvejer at lægge pres på Bangladesh med handelssanktioner for at skabe mere sikkerhed og bedre arbejdsforhold.
Bangladesh er begunstiget med tøjeksport i forholdet til det europæiske marked.
- Vi overvejer passende foranstaltninger, blandt andet via Den Generelle Toldpræferenceordning (GSP), hvor Bangladesh modtager told- og kvotefri adgang til EU-markedet, lyder det fra blandt andre EU's udenrigschef, Catherine Ashton.
EU er den største handelspartner for Bangladesh, og det tøj, som blev produceret i den otte-etagers bygning, blev lavet til forhandlere i Europa, herunder Danmark, og Canada.
Flere vestlige virksomheder har bekræftet, at de havde underleverandører i bygningen. Over 2000 mennesker er blevet kvæstet.
I alt er syv personer blev anholdt i forbindelse med kollapset: ejeren af bygningen, fire fabriksejere og to ingeniører. Politiet leder stadig efter en femte fabrikschef, som efter sigende er spansk statsborger.
Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.
Arbejderne i tekstilindustrien lever for omkring 38 euro om måneden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker