Temperamentet kogte over ved broen i Mitrovica
Politiet i byen Mitrovica måtte tage tåregas og gummikugler i brug, da etniske albanere i raseri brændte politibiler af og smed med sten i den etnisk delte by i Kosovo.
Det skete, da albanerne protesterede imod en blokade af en bro. En blokade, som byens etniske serbere har lavet.
En journalist fra Reuters skriver, at der er tale om nogle af de værste uroligheder, siden Kosovo, som er albansk-domineret, erklærede sin uafhængighed af Serbien i 2008.
- Ethvert forsøg på at finde en løsning ved brug af vold vil eskalere situationen yderligere og være et skridt baglæns, siger Atifete Jahjaga, Kosovos præsident, i en erklæring om dagens optøjer.
Voldsomhederne tog fart, da flere hundrede albanere protesterede over, at byens serbiske befolkning i tre år har holdt broen afspærret.
Senere rykkede amerikanske soldater fra Nato-styrken i Kosovo ind og afspærrede broen med fire rækker Humvee-køretøjer.
Søndag aften var der faldet ro over situationen, men amerikanerne var der stadig.
En talsmand for politiet siger, at 13 politifolk og 10 civile blev såret under optøjerne.
Serberne blokerede broen tilbage i 2011. I onsdags rev de blokaden ned, men erstattede den af det, de kalder "Fredens Park", som består af cementpotter med planter og jord.
Mitrovica har siden Kosovos uafhængighedskrig i 1998 og 1999 været skueplads for spændinger.
Krigen sluttede, da Nato gennemførte 11 ugers bombardement mod serbiske styrker, der kæmpede for at holde Kosovo i Serbien, og som ifølge Nato også foretog udrensninger af etniske albanere.
Serbien anerkender fortsat ikke Kosovos selvstændighed, men gik i 2013 med til at opgive kontrollen med en smal serbisk lomme i det nordlige Kosovo under en aftale med EU.
Til gengæld har Serbien indledt forhandlinger om optagelse i EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie