Terrorangreb afværget: Skib angrebet i Suez-kanalen

Et containerskib blev lørdag udsat for et fejlslagent terrorangreb, da det var på vej gennem Suez-kanalen i Egypten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det drejer sig om skibet Cosco Asia, som sejler under panamansk flag. Skibet slap ubeskadiget fra angrebet, oplyser egyptiske myndigheder.

- Forsøget fejlede fuldstændigt, og der var ingen skade på skibet eller containerne om bord, fortæller Mohab Memish, som står i spidsen for sikkerheden i kanalen.

- Situationen blev håndteret med fasthed af væbnede styrker, tilføjer han og oplyser, at trafikken i skibskanalen flyder normalt.

Mohab Memish går ikke yderligere i detaljer om angrebet, men kilder i shippingbranchen fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at der blev hørt to eksplosioner, da skibet passerede gennem kanalen.

Den strategisk vigtige Suez-kanal er en vigtig vandvej for den internationale handelsflåde og udgør en meget stor indtægtskilde for Egypten - den arabiske verdens mest folkerige land - som står midt i en dyb politisk krise.

Militæret kuppede i starten af juli den islamistiske præsident Mohamed Mursi, og derefter har flere byer været præget af voldsomme, blodige sammenstød og generelt kaos. Flere end 1000 mennesker meldes dræbt i urolighederne.

De væbnede styrker i Egypten har beordret, at sikkerheden skal styrkes ved Suez-kanalen.

Ifølge Danmarks Rederiforening sejler seks dansk- eller dansk-drevne skibe igennem den stærkt trafikerede Suez-kanal hvert døgn. Kanalen sparer tid og brændstof for skibene, fordi de undgår at skulle sejle syd om Afrika.

/ritzau/Reuters