En terrorbombe har kostet mindst 31 mennesker livet i Moskvas Domodedovo-lufthavn, oplyser det russiske sundhedsministerium. Mindst 100 er såret.
- Ifølge de tilgængelige oplysninger skete eksplosionen i Domodedovos ankomsthal kl. 16.22 Moskva-tid, siger en talskvinde for myndighederne til Itar-Tass.
Sundhedsministeriet talte kort forinden om 20 dræbte.
I første omgang er tjetjenske eller kaukasiske ekstremister i politiets søgelys. Politiet udelukker ikke, at flere kan have deltaget i selvmordsaktionen.
Myndighederne har reageret ved at skærpe sikkerheden i Moskvas Metro, skriver nyhedsbureauet dpa.
Øjenvidner siger til nyhedsbureauet Itar-Tass, at "rigtig mange mennesker er såret", og at hele bygningen i lufthavnen er fyldt med røg.
Politiet bekræfter, at eksplosionen skete i den afdeling af ankomsthallen, hvor passagerer fra internationale fly passerer. Bomben eksploderede tilsyneladende ved et bagagebånd, hvor folk stod og ventede på at få deres kufferter.
- Bomben kan have befundet sig i bagagen, siger en politiofficer.
Fra klokken 14.00 Moskva-tid landede der fly fra blandt andet New York, Dubai, Kairo, London, Wien, München, Hamburg, Tokyo og Istanbul, og passagerer fra disse fly kan have opholdt sig i ankomsthallen.
SAS har ingen flyvninger til Domodedovo, men lander i Moskvas anden store lufthavn, Sjeremetjevo.
Moskva har tidligere været plaget af terrorhandlinger fra tjetjenske oprørere. Et selvmordsattentat sidste år i metroen begået af tjetjenske ekstremister kostede 40 mennesker livet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde