Terrorgruppe truer med nye angreb i Nordafrika
Den gruppe af militante islamister, som stod bag terrorangrebet på et gasanlæg i Algeriet, truer med nye angreb mod udenlandske selskaber i Nordafrika.
Det oplyser det mauretanske nyhedsbureau ANI, som søndag offentliggjorde en udtalelse fra gruppen "Blodets Bataljon".
"Vores muslimske brødre bør forlade anlæg drevet af udenlandske selskaber, især franske, for at redde deres eget liv", hedder det i udtalelsen.
Algeriske sikkerhedskilder oplyste søndag, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at dødstallet for gidsler og andre ofre nu er oppe på 48. Samtidig er 32 gidseltagere blevet dræbt.
Den væbnede islamistiske gruppe truer også med at gennemføre angreb i lande, der støtter Frankrigs militære indsat i Algeriets naboland Mali.
Danmark har stillet et transportfly til rådighed for den franske mission.
Frankrig forsøger at nedkæmpe yderliggående islamister, som har sikret sig kontrollen over den nordlige del af Mali. Oprørerne har omdøbt landsdelen til Azawad og hævder, at de har oprettet en ny stat.
"Vi garanterer flere operationer i alle lande, der deltager i korstoget mod Azawad, såfremt de ikke revurderer beslutningen", hedder det i meddelelsen.
Terrorgruppen har forbindelse til al-Qaeda og ledes af Mokhtar Belmokhtar. Han påtog sig tidligere søndag i en video ansvaret for angrebet på gasanlægget i In Aménas.
Han siger, at terroristerne er villige til at forhandle med Algeriet og vestlige lande, hvis de stopper militæroffensiven i det nordlige Mali.
Gruppen hævder i udtalelsen, den forsøgte at forhandle med militæret i Algeriet under gidseldramaet. Militæret gav ikke noget svar, og valgte i stedet at iværksætte de angreb, som medførte, ifølge gruppen, at gidslerne blev dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker