Terrorister truer med at dræbe gidsler i Nairobi
Den somaliske, islamiske terrorgruppe al-Shabaab truer med at dræbe gidslerne, der befinder sig i et terrorramt indkøbscenter i Nairobi, Kenyas hovedstad.
Det siger gruppens talsmand i Somalia.
- Vi har bemyndiget mujahedinerne i bygningen til at gå i aktion mod fangerne i samme omfang, som de kommer under pres, siger talsmand Ali Mohamud Rage i en erklæring, der er lagt på en islamisk hjemmeside.
- Vi siger til kristne, der rykker frem mod mujahedinerne, at de bør være barmhjertige over for fangerne, som vil blive ramt mest ved en magtanvendelse mod mujahedinerne, hedder det videre.
Det er ikke klart, hvor mange gidsler der er i Westgate-butikscentret, men nyhedsbureauerne skriver, at flere end 60 mennesker er dræbt i forbindelse med skyderiet.
Nogle kilder i hovedstaden siger op til 68 dræbte.
Mandag morgen er der meldinger om, at der er skudkampe i og omkring centret. Der høres skyderi, og en ansat fra Kenyas Røde Kors siger til nyhedsbureauet Reuters, at der tilsyneladende er kampe i gang i indkøbscentret.
Kenyanske sikkerhedsstyrker, der rådgives af vestlige og israelske eksperter, siger, at de søndag fik kontrol med hovedparten af komplekset.
Mange mennesker blev da befriet, siger de.
Det er ikke klart, hvor mange terrorister der er i bygningen. Myndighederne siger mellem 10 og 15 mænd og måske kvinder.
Overlevende fortæller, at angrebet, der begyndte lørdag, skete, da terroristerne begyndte at kaste med granater og skyde.
Vidner har fortalt, at de gav muslimer besked på at komme væk, sådan at det "kun" var ikke-muslimer, der var tilbage for at blive skudt.
Al-Shabaab er en terrorgruppe, der sættes i forbindelse med al-Qaeda-netværket.
I Somalia bekæmper en styrke fra Den Afrikanske Union på 17.700 mand sammen med Somalias hær den islamiske terrorgruppe.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned