Terrormistænkt er såret under politiaktion i Bruxelles
Eksplosioner under politioperation i Bruxelles. Såret mistænkt er ifølge lokal borgmester anholdt.
Belgisk politi har anholdt en person, der er blevet såret under en større politiaktion i et hus i Schaerbeek-bydelen i den belgiske hovedstad, Bruxelles.
Der var ifølge den belgiske tv-station RTBF to eksplosioner i huset i forbindelse med operationen.
Bernard Clerfayt, den lokale borgmester, siger, at den anholdte har forbindelser til terrorangrebet i Bruxelles i tirsdags og til et attentat, som franske myndigheder angiveligt har forpurret ved Paris i forbindelse med en anholdelse torsdag.
Anklagemyndigheden i Belgien bekræfter i en erklæring, at manden har forbindelse til anholdelsen i Frankrig.
Det er ikke klart, hvad der er eksploderet, men vidner taler om en bombe.
- Der er ingen tvivl om, at personen havde et bombebælte påspændt, siger et vidne til tv-stationen RTL.
RTBF rapporterer, at manden ikke havde reageret på politiets ordrer, og at der i hans varetægt blev fundet en kuffert med sprængstof.
Området, hvor aktionen fandt sted, blev afspærret af politiet, der endnu ikke har kommenteret sagen.
Men inden udtalelsen fra borgmesteren var der rapporter om, at aktionen har en sammenhæng med Frankrig.
Det franske nyhedsbureau AFP citerede en politikilde for at sige, at aktionen har forbindelse til et planlagt attentat i Frankrig. Det samme skriver Belga ifølge Reuters.
Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, sagde torsdag, at fransk politi har anholdt en terrormistænkt, der var i gang med en plan om et attentat.
Der er tale om den 34-årige Reda Kriket, som blev anholdt i sin lejlighed i Paris. I lejligheden fandt politiet våben og sprængstof.
Ved terrorangrebet i tirsdags dræbte selvmordsbombemænd 31 mennesker og sårede knapt 300.
Det var netop i Schaerbeek, at tre mænd tirsdag morgen tog en taxi til lufthavnen, hvor de så begik deres attentater.
Tirsdag aften gennemførte politiet flere ransagninger i Schaerbeek. Da blev der beslaglagt 15 kilo højeksplosive kemikalier til bombefremstilling og et flag fra den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker