Terrorofres familier er ankommet til Utøya

Det er et år siden, pårørende mistede deres kære, da Anders Behring Breivik, forklædt som politimand, gik i land på Utøya og mejede alt og alle ned, han kunne komme i nærheden af ved den årlige, traditionelle sommerlejr for Arbeiderpartiets ungdomsforbund, AUF.

Offentliggjort Sidst opdateret

69 personer - primært unge - døde i kugleregnen, og de fleste familier til de dræbte deltager søndag i mindehøjtideligheden på øen i Tyrilfjorden vest for Oslo.

Ved ni-tiden er en hel række af de efterladte allerede ankommet til Utøya, som pressen søndag ikke har adgang til.

- De fleste ønsker at gå rundt for sig selv. De har medbragt blomster, lys og billeder og andre familiemedlemmer, fortæller Kitty Eide fra den nationale støttegruppe til radio- og tv-stationen NRK.

Omkring 60 af de 69 berørte familier har valgt at være til stede på Utøya på etårsdagen og deltage i mindehøjtideligheden, og mange har gruet ved tanken om denne dag.

- Det har været et megahårdt år, og i dag samler sorgen sig som en stor sort bølge, lyder det fra Kitty Eide.

Klokken 11.00 vil de efterladte stille sig i en ring, og dem, der har lyst til det, kan sætte en hilsen på en hjerteformet ballon.

- Vi har kaldt det en hilsen til himlen for dem, vi gerne skulle have haft her hos os, fortæller Eide, hvis datter undslap massakren i live.

/ritzau/NTB