Terrorramt hotel i Mumbai åbner igen

Et af de tre luksushoteller i den indiske storby Mumbai, der blev angrebet af terrorister i november 2008, åbner igen.

Efter næsten 18 måneders nedlukning begynder hotellet at tage imod gæster i den kommende weekend, oplyser dets ejere.

De to andre hoteller - Trident og Taj Mahal Palace - åbnede begge delvist umiddelbart efter det blodige angreb. Men Oberoi har været lukket lige siden den tre dage lange belejring af byen, der kostede 166 mennesker livet og sårede over 300.

- Alle værelser blev ødelagt på hotellet. Der var mange eksplosioner, fortæller direktøren for Oberoi, Liam Lambert.

- Alle værelserne blev ramt af enten ild, vand eller røg, forklarer han.

Det femstjernede hotel genåbner lørdag efter en renovering, der har kostet mellem 35 og 40 millioner dollar.

Hotellet har allerede modtaget 37 reservationer til næste uge, og Liam Lambert forventer, at efterspørgslen vil stige langsomt, da monsunregnen snart sætter ind.

Før angrebene havde Oberoi en indtægt på omkring 36 millioner dollar årligt. Antallet af værelser er nu reduceret fra 337 til 287, og tre af hotellets restauranter har desuden fået et nyt navn.

Sikkerheden er også blevet øget med metalporte ved hovedindgangen, flere synlige vagter, en bagageskanner, kropsvisitering og en sporhund.

- Stol på os. Vi har fået rådgivning fra internationale sikkerhedskonsulenter, siger Lambert.

- Vi ønsker at være diskrete og samtidig gøre det meget bekvemt for vores gæster, fastslår hoteldirektøren.

Under angrebet, hvor de stærkt bevæbnede terrorister gik løs på flere mål i hele byen, blev 35 personer dræbt på Oberoi og Trident.

/ritzau/AFP

Luksushotellet Oberoi i den indiske storby Mumbai åbner igen efter halvandet års nedlukning i kølvandet på det terrorangreb, der i 2008 dræbte 166 mennesker.

Offentliggjort Sidst opdateret