Den 32-årige nordmand, Anders Behring Breivik, der er anholdt og sigtet for at have skudt og dræbt 86 mennesker og for at have sprængt en bombe, som kostede syv mennesker livet, fremstilles mandag eftermiddag i Oslo Tingrett med krav om fængsling.
Gerningsmanden, der blev anholdt en time efter meldingen om skyderi i Arbeiderpartiets Ungdomsforbunds sommerlejr på Utøya nordvest for Oslo, er sigtet efter norsk straffelovs paragraf 147a, den såkaldte terrorparagraf med en straframme på 21 års fængsel.
Anders Behring Breivik har erkendt de faktiske forhold, men nægter straffeskyld. Han fastholder i politiets afhøringer, at han har været alene om den udåd, som har chokeret Norge, og kastet nationen ud i dyb sorg.
Fængslingsforhandlingen, som svarer til et dansk grundlovsforhør, finder sted mandag eftermiddag i Oslo Tingrett i nærheden af det bomberaserede Regeringskvarter. Den sigtede Breivik ønsker åbne døre under retsmødet.
Politiet, der ønsker størst mulig åbenhed om sagen, præciserer, at det er dommeren, der beslutter, hvorvidt der skal være åbne døre eller ej. På et pressemøde søndag eftermiddag sagde politiet ikke noget om, hvorvidt man vil begære lukkede døre.
Det står søndag aften ikke klart, hvornår præcist retsmødet skal finde sted, ligesom retten heller ikke har afklaret, hvordan den massive interesse fra norske og internationale medier skal håndteres.
Inden retsmødet vil der mandag blive holdt et minuts national stilhed klokken 12, oplyser statsministerens kontor. Statsminister Jens Stoltenberg vil indlede markeringen i Oslo Universitets aula og derpå sammen med kongehuset signere en kondolenceprotokol.
I kølvandet på terroraktionerne arrangeres der mandag aften et fakkeltog i Oslo med opfordringen "Norge står samlet mod terrorhandlinger". Der er samling på Rådhuspladsen i Oslo klokken 18.00.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde