Den norske efterretningstjeneste (PST) har siden november 2009 brugt en af de tre mænd, der er anholdt og sigtet for terrorplaner, som meddeler.
Det bekræfter både mandens advokat og PST over for den norske avis VG.
Det er en 31-årig usbeker, som tilsyneladende har fungeret som meddeler for efterretningstjenesten.
- Han har haft et tæt samarbejde med PST siden 2009. Da han blev anholdt, troede han først, at det var en dækoperation, siger mandens forsvarer, Kjell T. Dahl, til VG.
- Han er meget chokeret over, at PST har sigtet ham og afsløret ham som meddeler. Han tager dette vældigt tungt, tilføjer forsvareren.
Kjell T. Dahl fortæller, at hans klient blev meddeler efter at have tippet politiet om en konkret episode.
Herefter mødtes den nu terrorsigtede ifølge forsvareren med sine faste kontaktpersoner i PST tre-fire gange om måneden.
- Min klient informerede dog ikke PST om sit køb af kemikalier, som PST mener skulle bruges til at fremstille bomber. Og det fortryder han nu, forklarer forsvareren.
De tre mænd er sigtet for at have planlagt et terrorangreb på norsk jord med bomber lavet af det højeksplosive kemikalie peroxid.
Samme slags bomber blev brugt ved det blodige terrorangreb i London i juli 2005.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde