Texas henretter fange nummer 500
Den amerikanske delstat Texas har gennemført sin henrettelse nummer 500, siden USA's højesteret i 1976 løftede et forbud mod dødsstraf.
Den indsatte, 52-årige Kimberly McCarthy, døde natten til torsdag dansk tid af en giftsprøjte i henrettelseskammeret i et fængsel i byen Huntsville.
- Mens det dødelige stof begyndte at virke, var hendes sidste ord "Gud er god", skriver myndighederne i Texas i en pressemeddelelse.
McCarthy dræbte i 1997 sin nabo, den 71-årige professor Dorothy Booth, under et røveri og blev siden dømt til døden for sin forbrydelse.
Sagen havde racemæssige undertoner, da ofret var hvidt, mens McCarthy er sort. Ved appelsagen i 2002, hvor dødsstraffen blev stadfæstet, var kun et af de 12 medlemmer af juryen sort.
Hun forsøgte igen at få sagen genåbnet tidligere på året med henvisning til racediskrimination, men det blev afvist.
Texas er suverænt den delstat i USA, hvor bødlen har mest at se til. I 1976 ophævede den amerikanske højesteret et forbud mod dødsstraf, og den blev så genindført i flere delstater, herunder Texas.
Ifølge AFP er 1336 mennesker i USA siden 1976 blevet henrettet - heraf altså over en tredjedel i Texas.
Omkring 30 modstandere af dødsstraf var samlet foran fængslet for at protestere mod det høje antal.
- Det er meget trist, forfærdeligt - som i middelalderen, siger aktivist Gloria Rubac.
- På et eller andet tidspunkt må Texas bevæge sig ind i det 21. århundrede, fortsætter hun.
32 amerikanske delstater har formelt fortsat dødsstraf, men mange af dem er holdt op med at bruge denne strafmulighed.
Ifølge organisationen Informationscenter for Dødsstraf (DPIC) er der lige nu 3125 mennesker på dødsgangene i de amerikanske fængsler. McCarthy er den 17. dødsfange, der henrettes i år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned