Thailand kan komme et skridt nærmere demokrati søndag

Reformråd skal godkende eller afvise forfatning, som kupleder og militæret har været pennefører på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag er en skæbnedag for demokratiet i Thailand, der i snart halvandet år har været styret af et såkaldt reformråd, som landets militærjunta nedsatte i maj sidste år.

Rådet skal søndag stemme om den forfatning, som juntaen med premierminister general Prayuth Chan-ocha i spidsen har udarbejdet.

Han var kupleder, da militæret efter længere tids uro i gaderne tog magten fra det demokratisk valgte parlament i Thailand i maj sidste år.

Dengang lovede juntaen, at den ville skabe orden i kaos og afslutte den årelange politiske rivalisering, som kom til udtryk ved gadekampe i blandt andet hovedstaden Bangkok op til kuppet.

Den nye forfatning er den 20. af slagsen, siden Thailand i 1932 gik væk fra kongens enevælde.

Ifølge Prayuth Chan-ocha kan den nye forfatning bygge bro mellem de uenige politiske grupperinger i landet og bane vej for at holde et demokratisk valg til parlamentet i august 2016.

Prayuth Chan-ocha har siden maj 2014 talt meget om at hele Thailands dybe politiske splittelse.

Forsoning har været et mantra i hans ugentlige fredagstale til nationen med titlen "Lykken skal vende tilbage til folket".

Kritikerne - heriblandt flere internationale menneskerettighedsorganisationer - siger, at demokratiet er lammet under et regime, der forbyder politiske møder, og at kløfterne mellem de politiske grupper i Thailand er dybere end nogensinde.

Hvis reformrådet søndag ikke stemmer ja til juntaens nye forfatning, begynder processen med at omskrive den på ny, og det vil udsætte demokratiet i Thailand endnu en gang.

Et af de meget kritiserede punkter i forfatningsforslaget er "sektion 260", der tillader militæret at erstatte enhver folkevalgt regering med et særligt 22-mand stort "krisepanel".

- Visse junta-tilhængere vil kunne lide udkastet, for det garanterer flere år med undertrykkelse og falsk fred, siger Khemthong Tonsakulrungruang, forfatningsforsker på Bangkoks Chulalongkorn University.

- Det bekræfter frygten hos mange vælgere, om at juntaen ikke er oprigtig omkring den demokratiske proces, siger han.