Myndighederne i Thailand siger, at militæret "så hurtigt som muligt" vil rykke ind i og rydde Bangkoks centrale forretningsdistrikt, hvor de rødklædte, regeringsfjendtlige demonstranter i flere uger har forskanset sig.
- Aktionen vil blive gennemført så hurtigt som muligt, siger Satit Wonghnongtaey fra premierministerens kontor.
Ifølge politiet nægter 5000 mennesker imidlertid fortsat at forlade lejren i den centrale del af hovedstaden.
Myndighederne gav mandag demonstranterne en frist til klokken 10 dansk tid, hvor de skulle have forladt området. Men en time senere dansede de mange mennesker stadig rundt inde bag barrikaderne.
- Der er omkring 5000 mennesker i området, oplyser en talsmand for politiet.
Blandt de tilbageværende er 400 børn og ældre, som har søgt tilflugt i et nærliggende tempel.
Thailands rødklædte oppositionsbevægelse har appelleret til FN om at mægle i den optrappede konflikt i Bangkok, hvor mindst 35 mennesker er blevet dræbt hen over weekenden.
- Vi ønsker, at FN skal mægle, fordi vi ikke stoler på, at vi vil få en fair behandling fra organisationer i Thailand, siger protestlederen Nattawut Saikuar.
Regeringen har imidlertid afvist kravet om FN-ledede forhandlinger og indførte søndag undtagelsestilstand i yderligere fem provinser.
En af de mest fremtrædende ledere for de regeringsfjendtlige demonstranter har desuden appelleret til Thailands konge om at intervenere i krisen, der har medført borgerkrigslignende tilstande flere steder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker