Thailands premierminister suspenderet af domstol

Thailands premierminister Prayut Chan-o-cha, er suspenderet af forfatningsdomstol. Han kom til magten ved et kup i 2014, hvor den daværende demokratisk valgte regering blev fjernet. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Sagen er rejst af otte oppositionspartier, som siger, at Prayut Chan-o-chas regeringsperiode er udløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Thailands forfatningsdomstol har onsdag suspenderet premierminister Prayut Chan-o-cha, mens der gennemføres en retssag, hvor han muligvis vil blive tvunget til at gå af.

Sagen er rejst af otte oppositionspartier. De siger, at Prayut må træde tilbage, da han har været regeringsleder i otte år, hvilket er det højst tilladte.

Et sagsanlæg mod premierministeren kan komme til at medføre, at han bliver tvunget til at gå af inden et ventet parlamentsvalg.

Forfatningsdomstolens dommerpanel vedtog enstemmigt, at en retssag, som oppositionspartierne har søsat, er legitim. Domstolen peger på, at premierministeren har siddet længere på sin post, end forfatningen tillader.

Prayut er tidligere hærchef. Han kom til magten ved et kup i 2014, hvor den daværende demokratisk valgte regering blev fjernet.

Han blev civil regeringschef i 2019. Det skete, efter at et valg var blevet gennemført på baggrund af en forfatning, der var udfærdiget af militæret.

Prayut er nu suspenderet, indtil retssagen er afgjort. Det fremgår af en meddelelse fra forfatningsdomstolen.

- Ved en flertalsafgørelse har forfatningsdomstolen afgjort, at Prayut er suspenderet som premierminister fra dags dato, 24. august, 2022. Det er gældende, indtil forfatningsdomstolen har afsagt dom.

Vicepremierminister Prawit Wongsuwan er tippet til at blive indsat som ny leder af regeringen.

Netop forfatningsdomstolen har også tidligere spillet en vigtig rolle i thailandsk politik. Blandt andet i forbindelse med aflysninger af valg i både 2006 og 2014.

Hundredvis af regeringsfjendtlige demonstranter aktionerede tirsdag ved et kendt demokrati-monument i hovedstaden Bangkok.

Prayut har i stigende grad mistet opbakning i befolkningen. Senest viste en meningsmåling, at to tredjedel af de adspurgte vælgere ønsker at se ham gå af øjeblikkeligt.

Under Prayut har Thailand været i stærkt tiltagende økonomisk krise. Samtidig har der været store problemer med håndteringen af covid-19 pandemien.

I 2020 gik titusindvis af unge på gaden for at protestere mod regeringens økonomiske politik og kræve Prayuts tilbagetræden.

/ritzau/AFP