Thailandsk minister hævder at have haft sjældent Suu Kyi-møde
Thailands udenrigsminister melder, at Aung San Suu Kyi er ved godt helbred. Foto: Lillian Suwanrumpha, Ye Aung Thu/Ritzau Scanpix
Fængslede Suu Kyi har ifølge en thailandsk minister haft første møde med udenlandsk udsending i to år.
Thailands udenrigsminister, Don Pramudwinai, siger onsdag, at han har mødtes med Myanmars fængslede afsatte leder, Aung San Suu Kyi.
Det vil være det første møde med en officiel udenlandsk udsending, siden hun blev fængslet af militæret for to år siden.
78-årige Aung San Suu Kyi har været fængslet siden et militærkup i 2021 og afsoner en lang fængselsstraf. Hun er blandt andet dømt for at forsøge at påvirke landets valgkommission og for at bryde coronarestriktioner.
Don Pramudwinai siger, at Suu Kyi er ved godt helbred. Han siger, at hun støtter dialog, der skal hjælpe med at løse krisen i Myanmar, som har været præget af politisk uro.
Suu Kyi førte i november 2015 partiet NLD til en jordskredssejr i Myanmars første frie valg i 25 år.
NLD vandt også det seneste valg i november 2020 overbevisende, men militæret har bestredet resultatet.
Militæret væltede NLD-regeringen om morgenen 1. februar 2021, kort før parlamentet skulle mødes for første gang siden valget.
I de første uger efter kuppet demonstrerede folk i Myanmar i stort antal. Men de omfattende protester stilnede af, i takt med at sikkerhedsstyrker slog stadig hårdere ned på demonstranterne.
Suu Kyi modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.
Internationalt blev hun tidligere set som et fredsikon. Men efter at Myanmars militær i 2017 indledte det, der af FN er blevet betegnet som et muligt folkedrab mod det muslimske rohingya-mindretal, er hendes stjerne falmet markant på grund af beskyldninger om manglende indgriben.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned