Thailandsk oppositionsparti genopstår med nyt navn
Det største thailandske parti efter valget i 2023 genopstår med nyt navn, efter at det onsdag blev opløst.
Det thailandske parti Gå Fremad bliver relanceret med et nyt navn og en ny leder, efter at det onsdag blev afgjort af Thailands forfatningsdomstol, at det skulle opløses.
Det siger en talsperson for partiet til journalister i Bangkok fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Partiet vil fremover blive ledt af techentreprenøren Natthaphong Ruengpanyawut og kommer til at gå under navnet "Prachachon" eller blot "Folk" på dansk.
Partiet Gå Fremad, som var det største i landets underhus efter valget i 2023, blev opløst, fordi det ville ændre love om kritik af kongehuset.
Thailands love om majestætsfornærmelse er blandt verdens strengeste og er længe blevet kritiseret af rettighedsgrupper.
Kritik af kongen kan i de værste tilfælde udløse helt op mod 15 års fængsel.
Thailand gik i maj sidste år til parlamentsvalg, og det systemkritiske Gå Fremad fik et overraskende godt valg med flest pladser i underhuset.
Men det lykkedes ikke for partiet at få opbakning til at gøre sin premierministerkandidat, Pita Limjaroenrat, til regeringsleder.
Onsdagens beslutning betød, at 11 tidligere og nuværende ledere af partiet er udelukket fra politik i ti år.
Blandt andre populære Pita Limjaroenrat rammes af forbuddet.
Dog ventes betydningen for partiet i parlamentet at blive begrænset. 143 parlamentsmedlemmer beholder således deres pladser.
Det gjorde de også i 2020, da Gå Fremads forgænger blev opløst på grund af brud på lovgivning om indsamling af kampagnemidler.
Thailands parlament er opdelt i to kamre - underhuset Repræsentanternes Hus med 500 medlemmer og overhuset Senatet med 200 medlemmer.
Senatorer er i princippet ikke tilknyttet partier, men i praksis indgår de i alliancer.
Da Gå Fremad skulle forsøge at omsætte de mange pladser i underhuset til en position som regeringsleder, var det stadig militærudpegede senatorer, som sad i overhuset. De blokerede i vidt omfang for Gå Fremad.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde