Thailandsk premierministerkandidat lander i retligt uføre
Pita Limjaroenrat, som går efter at blive Thailands næste premierminister, er blevet midlertidigt udelukket fra landets parlament. (Arkivfoto). Foto: Chalinee Thirasupa/Reuters
Pita Limjaroenrat er blevet udelukket fra Thailands parlament, og en domstol skal nu undersøge hans egnethed.
For bare få måneder siden så det rosenrødt ud for Pita Limjaroenrat, hvis parti tog en jordskredssejr ved Thailands parlamentsvalg og fik den 42-årige politiker til at ligne et oplagt bud på landets næste premierminister.
Onsdag morgen dansk tid er premierministerkandidaten dog havnet i retligt uføre og blevet midlertidigt udelukket fra det thailandske parlament.
Kritikere har i længere tid hævdet, at Limjaroenrat slet ikke var egnet til at stille op til parlamentsvalget 14. maj i år, fordi han havde en større ejerandel i et medieselskab.
Politikeren har siden erkendt, at han ejede dele af selskabet iTV, men at han har skilt sig af med sine cirka 42.000 aktier i det og afviser pure, at det skulle have indflydelse på hans egnethed.
Alligevel har en domstol i Thailand onsdag morgen besluttet, at sagen skal for retten - en sag, der i sidste ende kan komme til at koste Pita Limjaroenrat sit embede i parlamentet.
Som følge af at en domstol nu skal se på, om politikeren overhovedet var egnet til at stille op, har landets forfatningsdomstol besluttet, at han i hvert fald indtil sagens afgørelse skal udelukkes fra det thailandske parlament.
Limjaroenrats parti, Gå Fremad, hævder i en pressemeddelelse, at udelukkelsen af politikeren ikke kommer til at have indflydelse på hans kandidatur til posten som premierminister.
Partiet tog en storsejr ved det seneste parlamentsvalg, hvor det gik til valg på større moderniseringsreformer af det thailandske samfund.
Blandt andet skulle loven, der siger, at man ikke må kritisere den thailandske kongefamilie, under revision. Pita Limjaroenrat er desuden udtalt tilhænger af homoseksuelles ret til samkønnede ægteskaber.
Han lignede en oplagt kandidat til at blive landets næste premierminister, men har altså endnu ikke sikret sig opbakning i Thailands noget usædvanlige parlament. Her vælges det ene kammer, Repræsentanternes Hus, vælges af folket. Det andet kammer, Senatet, udpeges af landets militær.
Senatet har 249 medlemmer, og Repræsentanternes Hus har 500.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at have et flertal bag sig i Repræsentanternes Hus.
Det kræver et flertal, der er så stort, at det er nok til at overvælde et eventuelt enstemmigt senat. Opgaven gøres ikke nemmere af, at Gå Fremad er udtalte modstandere af militærets indflydelse i Thailand.
Den seneste afstemning, om hvem der skal have posten som premierminister i Thailand blev holdt 13. juli. Her var Pita Limjaroenrat 51 stemmer fra at kunne blive premierminister
Den næste skal efter planen holdes onsdag. Om det fortsat kommer til at ske, er endnu uklart.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned