Thailandske hvepse skal bekæmpe skjoldlus

Thailand forbereder sig på at sætte en kvart million hvepse ud i naturen for at bekæmpe et sydamerikansk insekt, der er ved at ødelægge en af landets afgrøder.

Det er kassava-skjoldlusen, der har kastet sig over Thailands høst af rodfrugten kassava.

Men nu vil myndighederne sætte en lille snyltehveps ud i Thailands nordøstlige Khon Kaen provins i et forsøg på at bremse skadedyrsudbruddet, meddeler det Internationale Center for Tropisk Landbrug.

Skjoldlusen suger saft fra planterne og får dem til at visne, hvilket kan føre til, at op imod 50 procent af høsten går tabt i de områder, hvor de hærger.

Anagyrus Lopezi hvepsen - der er mindre end to millimeter - blev i fjor fragtet fra det vestafrikanske land Benin til Bangkok for at blive afprøvet og for at yngle.

Snyltehvepsen har allerede vist sig yderst virksom som en magtfuld fjende til kassava-skjoldlusen i Sydamerika og Afrika syd for Sahara. Hvepsen indsprøjter sine æg i skjoldlusene. Når æggene klækkes, dræber afkommet dets uanende værter indefra.

Videnskabsfolk siger, at hvepsene ikke udgør nogen fare for mennesker, dyr eller andre insekter.

De siger også, at de er ved at undersøge rapporter om, at kassava-skjoldlusen allerede har bredt sig til Cambodja, Myanmar, Laos og Vietnam.

- Det bliver et internationalt katten-efter-musen-spil. Når kassava-skjoldlusen finder vej til nye lande og regioner, sender vi hvepsene efter dem, siger Tony Belloti, der er insektforsker.

/ritzau/AFP

For at forhindre at Thailands høst af kassava bliver ædt op af skjoldlus, sætter myndighederne en kvart million snyltehvepse ind mod skadedyrene.

Offentliggjort Sidst opdateret