Thorning: Det er Ukraine der har sagt nej til EU
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ærgrer sig ved ankomsten til andendagen af EU's østlige partnerskabstopmøde i Vilnius over, at det ikke i denne omgang lykkes at indgå en aftale, der bringer Ukraine tættere på EU.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det er Ukraine, som har sagt nej til EU.
- En ting, der i hvert fald ikke er årsagen, er EU's vilje. Det var helt tydeligt i går på mødet, at der stadig er vilje til, at Ukraine skal komme med, komme tættere på EU. Og det er bare rigtig ærgerligt, at det ikke kunne lade sig gøre i denne omgang, siger Thorning.
EU's stats- og regeringsledere kunne under en middag torsdag aften med repræsentanter for seks tidligere sovjetrepublikker konstatere, at Ukraine stadig ikke opfylder de betingelser, EU har stillet for at underskrive en handels- og associeringsaftale.
Mens EU's betingelser ifølge Helle Thorning hele tiden har været og stadig er klare, er statsministeren - også efter at have hørt præsident Viktor Janukovitjs indlæg over middagen - mere usikker på, hvad det er, Ukraine kræver.
- Han siger jo mange forskellige ting. Han siger, det er for dyrt, man vil tættere på at have visum, er ikke overbeviste om, hvad der sker, og at der er store økonomiske problemer i Ukraine, refererer Thorning.
Flere ledere fra EU's nyeste medlemslande i øst- og centraleuropa benyttede under torsdagens middag lejligheden til at fortælle, hvordan vejen til EU også har været svær for dem. Men at de både politisk og økonomisk har oplevet enorme gevinster.
Thorning brugte blandt andet sin taletid til at advare mod at se situationen som en magtkamp mellem EU og Rusland om indflydelse i regionen.
- Jeg sagde til ham, at vi ønsker ikke fra EU's side, at det her skal være sådan en ny, gammeldags geopolitisk diskussion. Det handler ikke om de diskussioner, vi havde i gamle dage i den kolde krig.
- Det her kan være en fordel for både Ukraine, bestemt for EU, men også for Rusland. Det, tror jeg, er vigtigt at få sagt i de her tider, siger Thorning.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde