Thorning før EU-topmøde: Vi er allerede nået langt
Foto: Keld Navntoft /Scanpix
Keld Navntoft /Scanpix
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ser frem til et lidt atypisk topmøde, når hun torsdag eftermiddag mødes med EU's 26 andre stats- og regeringschefer i Bruxelles.
Et af de store emner blev nemlig allerede forhandlet på plads natten til torsdag, da økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes 26 EU-kolleger blev enige om et nyt fælles banktilsyn.
- Det er en speciel dag, fordi vi i dag kommer til topmøde, hvor vi allerede har en rigtig positiv vedtagelse, som blev foretaget i nat, hvor der blev opnået enighed om et nyt banktilsyn, siger Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde forud for topmødet.
- Allerede inden vi starter mødet, er vi kommet rigtigt langt med det, der var formålet.
Banktilsynet omfatter alle eurolande og er åbent for deltagelse for ikke-eurolande som Danmark.
Det er en del af en større pakke, den såkaldte bankunion - som Thorning skal diskutere med sine kolleger på topmødet. Bankunionen kommer efter planen også til at indeholde en mekanisme for at afvikle problematiske banker.
Men ligesom Thorning endnu ikke vil afgøre, om Danmark skal med i tilsynet, vil hun heller ikke kommentere en eventuel dansk deltagelse i afviklingsmekanismen.
- Det bliver ikke i dag, jeg går ind i at diskutere afviklingsmekanismen. Det får vi rigeligt tid til, siger statsministeren.
Selvom det vigtigste punkt med banktilsynet er faldet på plads før topmødets start, forudser Thorning dog ikke et kort topmøde.
- Nej, vi får masser at diskutere. Det er et tidspunkt til at gøre status og få sagt til hinanden, at de ting, vi har besluttet, er ganske store og vil gøre en forskel for at få stabiliseret euroen, siger Thorning.
Hun tror dermed ikke, at de som oprindelig planlagt skal i gang med den helt store drøftelse af, hvordan EU skal fungere i fremtiden.
- Der er nok en fornemmelse af, at det, vi nu skal koncentrere os om, det er de ting, vi allerede har sat i værk. De skal virke, siger hun og nævner blandt andet finanspagten som eksempel.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned