Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forsøgte sent onsdag i Bruxelles at slå tonen an for de næste to dages topmøde med blikket rettet både længere bagud og længere fremad end de sidste mange måneders stribe af akutte krisemøder.
- Grækenland fylder altid lidt, når vi mødes alle sammen. Men det er meningen, at det her skal bringe os et lille skridt videre. Vi skal lægge krisestemningen lidt bag os og arbejde fremad, siger Thorning.
I en lang tale for særligt inviterede EU-hotspots i form af kommissærer, ambassadører, erhvervsfolk og fagforeningsbosser bruger Thorning både den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt og komikeren Groucho Marx til at sætte tingene i perspektiv.
Schmidt til at minde om, at de europæiske nationer hver for sig er alt for små til at klare sig alene i verden.
Og Marx til at påpege, at en sort kat på vejen ikke nødvendigvis betyder ulykke. Det kan også bare være et dyr, der er på vej et sted hen.
- Vi skal ikke lade som om, alt er i orden. Men alle, der har en aktie i det europæiske fremtidsprojekt, må holde hovedet koldt, siger Thorning og lægger op til et topmøde, hvor det skal handle mere om fremtid end nutid, og hvor nord og syd må holde op med at slås.
Grækenland er ikke nævnt med et ord på mødets formelle dagsorden.
Der kommer formentlig en række mere klassiske EU-slagsmål om Serbiens EU-kandidatur, Bulgariens og Rumæniens ansøgning om at komme med i Schengen og frustrationen over den blodige udvikling i Syrien.
Men hvis ellers stats- og regeringscheferne holder sig til deres dagsorden, er der lagt op til et ret kort møde uden nattesæde og med blikket fokuseret på fremtiden.
Og med to små fester indlagt, når topmødet formentlig genudnævner Herman Van Rompuy som EU-præsident, og når 25 lande underskriver den ny finanspagt.
Grækenlands trængte økonomi er henvist til et parallelmøde blandt de 25 eurolandes økonomi- og finansministre, der skal gøre status på de sidste ugers græske reformer.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde