Ritzau erfarer, at den 64-årige belgier allerede i december sendte de første følere ud til statsministeren, og en gruppe fra hans stab rejste til en arbejdsfrokost med danske embedsmænd i København.
Det har hele tiden stået fast, at Van Rompuys 30 måneder lange, første embedsperiode ville udløbe sidst i maj under det danske formandskab. Da EU-præsidenten dårligt kan forhandle om sit eget genvalg, har det været Thornings opgave at samle trådene.
Ni dage efter, at Danmark overtog formandskabet ved årsskiftet, holdt EU-præsidenten og statsministeren et møde i København, hvor Van Rompuy ifølge Ritzaus oplysninger bad Thorning hjælpe.
Samtalerne fortsatte sidst i januar ved et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles, hvor også EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, blev taget i ed.
Mange har opfattet det som en ren formssag, at den lidt farveløse, men bredt respekterede tidligere belgiske regeringschef ville blive udnævnt til endnu en embedsperiode.
Van Rompuy har vist sig som effektiv problemknuser i gældskrisen, og midt i en krise har ingen lyst til at skifte hest.
Men de diplomatiske spilleregler skal overholdes, og Van Rompuy bad derfor formelt Thorning om hjælp i en telefonsamtale 19. februar, hvorefter statsministeren begyndte at drøfte EU-præsidentens fornyede kandidatur med sine 26 EU-kolleger.
Dagen efter telefonsamtalen var spørgsmålet blandt emnerne, da Thorning besøgte den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i Elyseepalæet.
Dagen derpå bakkede også den tyske forbundskansler, Angela Merkel, op om at give belgieren yderligere to og et halvt år på posten, hvorved støtten fra EU's to største lande var i hus.
I ugen op til topmødet har den danske EU-formand så haft travlt med at tale med først den britiske premierminister, David Cameron, og siden de resterende 23 EU-ledere, som alle har bakket op om Van Rompuy og dermed for en gangs skyld udvist fælles fodslag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker