Thorning: Ikke aktuelt med Ukraine som EU-medlem
Selvom EU efter systemskiftet i Ukraine har travlt med at trække den nye midlertidige ukrainske regering tættere på Europa, så er det for tidligt at tale om et egentligt EU-medlemskab.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind til fredagens EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU-lederne og Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, vil underskrive en stor politisk samarbejdsaftale.
- Det er ikke aktuelt, at Ukraine skal blive medlem af EU. Det er ikke det, vi diskuterer i øjeblikket. Det, vi diskuterer nu, er en associeringsaftale og en frihandelsaftale på sigt, og det vil gøre en fantastisk stor forskel for den politiske stabilitet i Ukraine og også økonomisk fremdrift, siger Thorning.
Aftalen med Ukraine kommer, efter at EU-lederne torsdag aften blev enige om at stramme sanktionerne mod Rusland.
Blandt andet har EU tilføjet 12 nye navne til den sorte liste over personer i Rusland og på Krim, som får indrejseforbud og indefrosset deres midler i EU.
Foreløbigt nøjes EU dog med at gå i gang med af forberede tungere økonomiske sanktioner mod Rusland, som skal træde i kraft, hvis Rusland fortsætter med at destabilisere situationen i Ukraine.
Og den russiske regering har da også meldt ud, at den ikke forventer nogle store effekter af de nye sanktioner fra vesten.
Men det er en forventet russisk udmelding, mener Thorning.
- Det er den sædvanlige russiske propaganda, at de siger, at det kan de ikke mærke overhovedet. Jeg tror nu nok, at de vil kunne mærke det her i dag.
- Og vi vil i hvert fald signalere, at det har betydning for forholdet mellem EU og Rusland, når Rusland vælger at opføre sig, som de gør nu, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker