Thorning om Grækenland: Uacceptabelt sprogbrug
Helle Thorning-Schmidt ankommer torsdag eftermiddag til EU-topmødet i Bruxelles. Foto: Virginia Mayo/AP/POLFOTO
Virginia Mayo/AP/POLFOTO
Grækernes retorik hører ikke hjemme i Europa, lyder det fra statsministeren. Det er hun ikke ene om at mene.
EU's stats- og regeringschefer kan ikke komme uden om, at situationen i Grækenland endnu en gang stjæler noget af rampelyset ved torsdagens topmøde i Bruxelles.
Ved mødets start er det blandt andet de græske politikeres retorik, som får en kommentar fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind til topmødet.
- Der har været et sprogbrug mellem Grækenland og Tyskland, der ikke hører hjemme i Den Europæiske Union.
- Som det ser ud nu, står parterne meget stejlt over for hinanden, siger Thorning med henvisning til Grækenland og resten af eurozonen.
Senest har gamle billeder af finansminister Yanis Varoufakis, der tilsyneladende giver Tyskland fingeren, turneret på sociale medier.
Andre græske ministre har også gentaget tidligere krav om, at Tyskland skal betale krigsskadeserstatning til Grækenland fra Anden Verdenskrig.
Den danske statsminister er ikke ene om at kommentere på grækernes retorik.
- Folk er meget indstillet på at støtte Grækenland og give landet tid og rum til at præsentere en holdbar løsning, siger den irske premierminister, Enda Kenny.
- Men der er forskel på politiske skænderier og uenigheder og så trusler om at løslade hellige krigere og terrorister i Europa - og det er ikke acceptabelt.
Den irske premierminister henviser til en udtalelse, som den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, kom med tidligere på måneden.
Kammenos truede blandt andet med at åbne Grækenlands grænser for flygtninge - inklusiv potentielle medlemmer af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat - medmindre Athen modtager støtte til landets gældskrise.
Grækenland er ikke officielt på dagsordenen til topmødet.
Men når mødets førstedag er slut, har den græske premierminister Alexis Tsipras torsdag aften fået foranstaltet et særmøde om Grækenland i en mindre kreds.
Ud over Tsipras er det EU-præsident Donald Tusk, Frankrigs præsident, François Hollande, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, samt kommissionsformand Jean-Claude Juncker, den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, og eurogruppens chef, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem.
Tusk er gået med til Tsipras' ønske om et særmøde, fordi han ifølge nyhedsbureauet AFP frygtede, at en diskussion blandt alle 28 EU-ledere "kunne gå hen og blive lidt for hedt".
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde