Thornings svigermor nedgraderet i rokade

Fire måneder. Så længe fik Helle Thorning-Schmidts svigermor, Glenys Kinnock, lov til at beholde titlen som Europaminister i Storbritannien.

I en overraskende regeringsrokade har premierminister Gordon Brown degraderet Kinnock til en langt mindre prestigefyldt post som Afrikaminister, mens Chris Bryant overtager ansvaret for europapolitikken.

Det var ellers en "utrolig stolt" Helle Thorning-Schmidt, som tilbage i juni ønskede svigermor tillykke med det nye job.

- Gordon Brown kunne ikke have valgt en mere kvalificeret person. Hun bliver dén britiske europaminister, der ved mest om Europa. Og jeg er sikker på, at hun vil gøre det rigtig godt, sagde den socialdemokratiske partileder.

Men svigerdatterens forudsigelser har dog langt fra vist sig at holde stik. I Glenys Kinnocks fire måneder som Europaminister har EU-institutionerne holdt sommerferie det meste af tiden. Og i den resterende del af tiden er Kinnock løbet ind i kritik for at være for åbenmundet i forsøget på at køre Tony Blair i stilling som ny EU-formand, ligesom familien Kinnocks millionudbetalinger fra EU i løn og pensioner har skabt spørgsmål om interessekonflikter.

Glenys Kinnock har tidligere siddet 15 år i Europaparlamentet, mens hendes mand, den tidligere Labour-leder Neil Kinnock, fra 1994 til 2004 var udpeget som britisk EU-kommissær. Udregninger fra den EU-kritiske tænketank Open Europe viser, at Kinnock-ægteparret samlet har hævet op mod 8 millioner pund (70,4 millioner kroner) i løn og diæter fra EU-institutionerne gennem de sidste 15 år.

Glenys Kinnock er dog lang fra den første Europaminister, som får fyresedlen i Storbritannien, hvor EU er et særdeles betændt emne. Afløseren, Chris Bryant, bliver således den 12. Europaminister i de 12 år, Labour har siddet på regeringsmagten.

Helle Thorning-Schmidt har siden 1996 været gift med Stephen Kinnock, som hun har to døtre med.

/ritzau/

En fortid som EU-parlamentariker var ikke nok for Helle Thorning-Schmidts britiske svigermor. Glenys Kinnock fik en ultrakort karriere som Europaminister.

Offentliggjort Sidst opdateret