Ti personer er døde efter en flyulykke i Dallas i USA
Et lille privatfly ramte en hangar og brød ud i flammer, da det lettede fra Addison Municipal Airport.
Ti personer er døde, efter at et lille privatfly ramte ind i en hangar i en lufthavn i Dallas i USA.
Det lille fly med to motorer ramte hangaren og brød ud i flammer, da det søndag morgen klokken 09.00 lokal tid skulle lette fra lufthavnen Addison Municipal Airport lidt uden for Dallas.
Det meddeler Edward Martelle, talsmand for bystyret i Addison, ifølge nyhedsbureauet AP og CNN.
Vicedirektøren i lufthavnen, Darci Neuzil, udtaler, at flyet var et Beechcraft BE-350 King Air-fly, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Martelle styrede flyet mod venstre, lige da det lettede, og ramte direkte ind i hangaren.
CBS News skriver på baggrund af anonyme kilder, at flyets ene motor gik ud, og det var det, der fik flyet til at styre mod venstre. Det er ikke endnu blevet bekræftet.
En nærtliggende brandstation sørgede for, at branden i hangaren hurtigt blev slukket. Et andet fly og en helikopter, der stod stille i hangaren, blev beskadiget i ulykken. Der var ingen personer i bygningen.
Privatflyet skulle være fløjet til St. Petersburg på Floridas vestkyst. Flyet har tidligere været ejet af et charterselskab fra Chicago, men blev for nylig solgt.
Ofrenes identitet er endnu ikke blevet oplyst, og de pårørende er ved at blive underrettet. Det er heller ikke blevet meldt ud, hvem der ejer flyet.
Amtet Dallas har hjulpet byen Addison med at opsætte et krisecenter for pårørende. Det fortæller en dommer i amtet Clay Jenkins.
- Det er en forfærdelig, sørgelig og chokerende ting at miste et familiemedlem på den her måde. Vi gør alt, hvad vi kan, for at trøste dem, siger han til AP.
Ulykken skal nu undersøges af det nationale transportsikkerhedsråd (NTSB).
- Der er en lang række muligheder, der kan ligge til grund for ulykken, siger næstformand i NTSB, Bruce Landsberg, til AP.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker