Der er meget på spil, når Connie Hedegaard og klimaforhandlere fra hele verden i de kommende dage mødes i Barcelona.
FN's klimachef Yvo de Boer fastslår forud for mødet, at tiden er ved at løbe ud, hvis det skal lykkes at lande en god klimaaftale i København.
- Tiden er næsten løbet ud, og som altid vil tiden flyve. Disse fem dage har afgørende betydning for, om vi kan få succes i København. De må udnyttes klogt, siger Yvo de Boer.
Han sender dermed en direkte opfordring til embedsmændene og forhandlerne fra de 192 deltagende lande.
Klimaminister Connie Hedegaard (K) opfordrer forhandlerne til at arbejde mest i små og uformelle forhandlingsgrupper, da der dermed bedst kan udarbejdes forslag. Hun har fremhævet, at de politiske målsætninger kan vedtages først, hvorefter et tilhørende juridisk regelsæt kan fastsættes senere.
- Jeres opgave er at skabe klare muligheder for politikerne, så de kan bygge en aftale sammen, siger Connie Hedegaard.
Klimatopmødet i København fra 7.-18. december skal ifølge Yvo de Boer markere "enden på forhandlinger og begyndelsen på en teknisk proces for at få alle detaljer på plads".
Ifølge Yvo de Boer skal der i København skabes "absolut klarhed" over fire områder: Industrilandenes reduktionsmål i 2020 og 2050, de store ulandes indsats for at begrænse væksten i deres CO2-udledning, støtte til klimatilpasning i fattige lande - og endelig spørgsmålet om, hvordan hele indsatsen skal finansieres.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker