Tidligere britisk minister skal i fængsel
Foto: Justin Tallis, Leon Neal /Scanpix
Justin Tallis, Leon Neal /Scanpix
Den tidligere britiske energiminister Chris Huhne og hans kone Vicky Pryce er mandag hver idømt otte måneders fængsel for at bedrage myndighederne.
I retten kom det frem, at jalousi og hævn førte til, at parret blev afsløret.
Huhne, der er medlem af De Liberale Demokrater, havde sørget for, at strafpoint for at køre for hurtigt var havnet på konens "konto".
Det svarer til det, der herhjemme kendes som klip i kørekortet.
Forseelsen begik Huhne og konen i fællesskab tilbage i 2003.
- I troede uden tvivl, at I kunne slippe af sted med det, sagde dommeren.
Huhne blev udpeget som energiminister efter De Konservatives og De Liberale Demokraters valgsejr i 2010, men skandalen tvang ham væk fra posten i februar 2012.
Chris Huhne og Vicky Pryce gik fra hinanden i maj 2010 umiddelbart efter valget. Huhne havde på det tidspunkt en affære med sin udgiver Carina Trimingham.
Detaljerne i bruddet blev udpenslet af skandaleavisen News of The World.
Her fremgik det, at Huhne slog op med sin kone gennem 26 år midt i halvlegen af en VM-fodboldkamp. Parret blev skilt året efter.
Tilsyneladende blev Vicky Pryce besat af tanken om hævn, og retten i London fik at høre, hvordan hun sammen med en advokatven aftalte et plot, der skulle få hendes tidligere mand ned med nakken.
Kort efter dukkede der oplysninger op i flere aviser om, at der var blevet snydt med strafpoint i forbindelse med, at Huhne i 2003 var blevet stoppet for at køre for hurtigt.
Vicky Pryce sagde i retten til sit forsvar, at hun følte sig udsat for et ægteskabeligt pres, da hun gik med til at føre Huhnes strafpoint over på sit eget kørekort.
Dommeren lod forstå, at det er en grov overtrædelse af loven at fifle med strafpoint til bilister.
I tillæg til straffen har Huhne også mistet kontakten til sine børn.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker