Tidligere IMF-chef skal i fængsel for kreditkortfusk
Den nu 69-årige Rodrigo Rato har haft store poster i både Spanien og internationalt. Nu venter en fængselscelle. Foto: Juan Medina/Reuters
Juan Medina/Reuters
Spanieren Rodrigo Rato har både været økonomiminister og chef for IMF. Nu skal han i fængsel for svindel.
En tidligere chef for Den Internationale Valutafond (IMF) skal fire og et halvt år i fængsel for at have misbrugt sit firmakreditkort, da han var chef for den spanske bank Bankia.
Det har den spanske højesteret onsdag afgjort.
Den tidligere IMF-chef er spanieren Rodrigo Rato, som nu er 69 år, og som også har været Spaniens økonomiminister.
Rato blev dømt første gang i sagen i 2017, men han appellerede. Højesteret har nu stadfæstet dommen.
Ifølge dommen har han brugt firmakreditkortet til at betale for personlige udgifter.
Rato sad med ansvaret for at holde øje med, om firmaets kreditkort blev misbrugt, og han kunne have ændret den praksis, han selv og mange andre topchefer og bestyrelsesmedlemmer i banken benyttede.
Han var bankchef i to år frem til 2012, da staten måtte træde til for at redde den.
Sagen vakte stor opsigt i Spanien, der var i en dyb økonomisk krise. Mange almindelige mennesker var på det tidspunkt uden arbejde og havde store problemer med at få enderne til at mødes.
Det blev ikke bedre, da staten senere måtte nationalisere Bankia.
Rato blev sagsøgt i sagen sammen med 64 andre topchefer fra Bankia og fra banken Caja Madrid, hvor han også havde en post.
I alt lød anklagen på, at de 64 chefer i perioden fra 2003 til 2012 havde brugt tilsammen 12 millioner euro (90 millioner kroner) til personlige udgifter, herunder benzin til privatbilen, indkøb i supermarkeder, ferier, lækre tasker og natklubbesøg.
Rato var ikke ansat i bankerne i 2003.
Fra 1996 til 2004 var han økonomiminister og vicepremierminister i Spaniens konservative regering under ledelse af premierminister Jose Maria Aznar.
I perioden fra 2004 til 2007 blev han chef for IMF.
Han var ansat i de to banker fra 2010 til 2012.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde